Kort (geografi) - Mount Rushmore

Mount Rushmore
Mount Rushmore National Memorial er en monumental granitskulptur, beliggende nær Keystone, South Dakota, inden for et område, som hedder United States Presidential Memorial. Den er skabt af Gutzon Borglum, som er af dansk oprindelse, og repræsenterer de første 150 år af De Forenede Staters historie med 18 meter høje skulpturer af hovederne af tidligere amerikanske præsidenter: George Washington (1732–1799), Thomas Jefferson (1743–1826), Theodore Roosevelt (1858–1919), og Abraham Lincoln (1809–1865). Hele mindesmærkeområdet dækker 5,17 km²) og er beliggende 1.745 m over havet. Det varetages af National Park Service, en afdeling under indenrigsministeriet. Mindesmærket har årligt omkring 2 millioner besøgende.

Bjerget var oprindeligt kendt som Six Grandfathers blandt Lakota-folket (Sioux), men blev opkaldt efter Charles E. Rushmore, en prominent advokat fra New York under en ekspedition i 1885. Oprindeligt begyndte skulptureringen for at fremme turismen i Black Hills-regionen i South Dakota, og efter lange forhandlinger, som bl.a. indebar en delegation til USA's kongres samt præsident Calvin Coolidge, fik projektet støtte i Kongressen. Udhugningen begyndte i 1927 og sluttede i 1941. Arbejdet medførte enkelte sårede, men krævede ingen dødsofre.

Mens bjerget stadig bar navnet Six Grandfathers var det en del af ruten, Lakota-lederen Black Elk brugte på en spirituel rejse, der kulminerede ved Harney Peak. Efter en række militære kampagner fra 1876 til 1877 tog USA kontrol over området, et krav der stadig er omdiskuteret på grund af Treaty of Fort Laramie fra 1868 (se Kontrovers nedenfor). Blandt de hvide amerikanske nybyggere var bjerget kendt som blandt andet Cougar Mountain, Sugarloaf Mountain, Slaughterhouse Mountain og Keystone Cliffs. Det fik navnet Mount Rushmore under en undersøgelsesekspedition udført af Rushmore selv, David Swanzey (hvis kone Carrie var søster til forfatteren Laura Ingalls Wilder) samt Bill Challis. Historikeren Doane Robinson fik ideen til mindesmærket i 1923 for at fremme turismen i South Dakota. I 1924 fik Robinson skulptøren Gutzon Borglum til at rejse til Black Hills-regionen for at sikre, at udhugningen kunne gennemføres. Borglum havde været involveret i udhugningen af Confederate Memorial Carving, et massivt basrelief, der er bygget som minde for lederne af Amerikas Konfødererede Stater på Stone Mountain i Georgia, men var raget uklar med lederne der. Den oprindelige plan var at udføre udhugningen i nogle granitsøjler kendt som The Needles. Det gik dog op for Borglum, at de eroderede Needles var for tynde til at kunne holde til en skulpturering. Han valgte Mount Rushmore blandt andet fordi det vendte mod sydøst og derfor fik sollys i længst muligt tid. Borglum udtalte, da han så Mount Rushmore: "America will march along that skyline." ("Amerika vil marchere langs den silhouet"). Kongressen autoriserede Mount Rushmore National Memorial Commission den 3. marts 1925. Præsident Coolidge insisterede på, at der sammen med Washington skulle afbildes to republikanere og én demokrat.

Mellem 4. oktober 1927 og 31. oktober 1941 udskar Gutzon Borglum og 400 arbejdere den kolossale 18 meter høje skulptur af USA's præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln for at repræsentere de første 150 år af Amerikas historie. Disse præsidenter udvalgtes af Borglum på grund af deres rolle i bevarelsen af Republikken og udvidelsen af dens territorium. Figuren af Thomas Jefferson skulle oprindeligt have været placeret på Washingtons højre side, men efter at arbejdet var begyndt, fandt man, at stenen ikke var egnet, så det hidtidige arbejde på Jefferson-figuren blev sprængt bort, og en ny figur blev skabt på Washingtons venstre side.

I 1933 blev Mount Rushmore underlagt National Park Services myndighed. Ingeniør Julian Spotts hjalp projektet ved at forbedre dets infrastruktur, idet han fik jernbanen opgraderet, så den kunne nå bjergets top. Washingtons ansigt var færdigt 4. juli 1934 og blev indviet. Thomas Jeffersons ansigt blev indviet i 1936, mens Abraham Lincolns indviedes 17. september 1937. I 1937 blev der i kongressen foreslået at tilføje hovedet af borgerrettighedsforkæmperen Susan B. Anthony, men en såkaldt rider blev tilføjet en bevillingsbestemmelse, der fastslog, at der kun skulle bruges penge på de hoveder, der allerede var påbegyndt. Theodore Roosevelts ansigt blev indviet i 1939.

The Sculptor's Studio — en udstilling af unikke gipsmodeller og de værktøjer, der brugtes under udhugningen — blev bygget i 1939 under Borglums anvisninger. Borglum døde af emboli i marts 1941. Hans søn, Lincoln Borglum, fortsatte projektet. Oprindelig var det meningen, at figurerne skulle udhugges fra hoved til talje, men på grund af utilstrækkelige midler måtte man stoppe udhugningen. Borglum havde også planlagt et massivt panel formet som Louisiana-købet, hvilket skulle minde om USA's uafhængighedserklæring, købet af Louisiana og syv andre territoriale tilegnelser fra Alaska over Texas til Panamakanalzonen

Hele projektet kostede 989.992,32 dollars. Værd at bemærke for et projekt af den størrelse er, at ingen arbejdere døde under udhugningen.

15. oktober 1966 blev Mount Rushmore skrevet på listen National Register of Historic Places. En stil skrevet af William Andrew Burkett, en studerende fra Nebraska, som blev udvalgt som vinder blandt gymnasieelever af årgang 1934, blev placeret på en bronzeplade på entablementet i 1973. I 1991 indviede præsident George H. W. Bush officielt Mount Rushmore.

I en kløft bag de udskårne ansigter findes et kammer, skåret kun 20 meter ind i klippen, der indeholder en hvælving med 16 porcelænsemaljerede paneler. Panelerne indeholder teksten til Uafhængighedserklæringen og USA's forfatning, biografier af de fire præsidenter og Borglum samt USA's historie. Kammeret blev bygget som indgangsvej til en planlagt "Hall of Records"; hvælvingen blev installeret i 1998.

Ti års udbygningsarbejde kulminerede med færdiggørelsen af udvidede besøgsfaciliteter og stianlæg i 1998. Der oprettedes blandt andet et besøgscenter, et museum og præsidentstien. Vedligeholdelse af mindesmærket indebærer, at der årligt skal bjergbestigere op ad bjerget for at finde og forsegle sprækker. Mindesmærket bliver ikke renset regelmæssigt for lav, men er dog blevet renset en enkelt gang, i 2005. 
Kort (geografi) - Mount Rushmore
Land - USA
USA's flag
USA, officielt Amerikas Forenede Stater (United States of America), er en demokratisk forbundsrepublik, der består af 50 delstater, et føderalt distrikt (hovedstaden Washington D.C.) og 14 territorier. De 48 af delstaterne og Washington DC ligger som et samlet landområde i det centrale Nordamerika, afgrænset på hver side af henholdsvis Atlanterhavet og Stillehavet og grænsende til Canada mod nord og Mexico mod syd. Delstaten Alaska ligger i det nordvestlige hjørne af Nordamerika med Canada mod øst og Rusland mod vest på den anden side af Beringstrædet, og midt i Stillehavet ligger delstaten Hawaii.

Med mere end 9,6 millioner km² og en befolkning på mere end 330 millioner er USA det tredjestørste land og tredje folkerigeste land i verden. Da USA er resultatet af stor immigration fra mange lande igennem flere hundrede år, er landet et af de lande i verden med flest etniske grupper. USA's økonomi er, med et bruttonationalprodukt på 14.260 mia. dollar, verdens største økonomi.
Valuta / Sprog  
ISO Valuta Symbol Betydende cifre
USD Amerikanske dollar (United States dollar) $ 2
ISO Sprog
EN Engelsk (English language)
FR Fransk (French language)
ES Spansk (Spanish language)
Kvarter (by) - Land  
  •  Canada 
  •  Cuba 
  •  Mexico