Surinam, officielt Republikken Surinam (nederlandsk: Republiek Suriname), er et land i det nordøstlige Sydamerika. Det grænser op til Fransk Guyana i øst, Guyana i vest og Brasilien i syd. Surinam er med sine 165.000 km 2 Sydamerikas mindste land. Surinam har et indbyggertal på 558.368, hvoraf størstedelen bor langs nordkysten i og omkring landets hovedstad Paramaribo. Paramaribo er også landets største by.
Det nuværende Surinam var længe hjemsted for adskillige indfødte stammer. Europæerne kæmpede om området før det omsider kom under nederlandsk herredømme i slutningen af det 17. århundrede. I 1954 blev Surinam ophøjet fra koloni til et af Kongeriget Nederlandenes tre konstituerende lande. Den 25. november 1975 forlod Surinam det nederlandske kongerige og blev en uafhængig stat. Landet har dog fortsat tætte økonomiske, diplomatiske og kulturelle forbindelser til Nederlandene. Surinams indfødte stammer har været tiltagende aktive i kampen for flere landrettigheder.