Vallonsk (sprog)

Vallonsk (sprog)
Vallonsk/Wallonsk er et romansk sprog, der fortrinsvis tales i det sydlige Belgien (Vallonien og Bruxelles).

Man skal ikke forveksle vallonsk med belgisk fransk. Belgisk fransk er ikke særligt forskelligt fra det fransk, som tales i Frankrig.

I Vallonien tales fire forskellige vallonske dialekter i fire adskilte zoner: Østvallonsk som tales i området omkring Liège, midtvallonsk som tales omkring Namur, vestvallonsk i zonen Nivelles-Charleroi-Chimay og sydvallonsk i Ardennerne.

Trods dialektale forskelle er der bevægelse i retning af et standardiseret skriftsprog kaldet "rfondou walon". Denne retskrivning er baseret på diasystemer, som kan udtales forskelligt af forskellige læsere – en ide, som er inspireret af de bretonske staveregler. De skrevne former forsøger at forene den nutidige udtale med gamle traditioner (bemærkelsesværdig er genindførelsen af "xh" og "oi" som anvendtes i vallonsk frem til 1800-tallets udgang) samt sprogets egen fonologiske logik.