Kort (geografi) - Bosnien-Hercegovina (Bosnia and Herzegovina)

Bosnien-Hercegovinas flag

Bosnien-Hercegovina (bosnisk, kroatisk og serbisk (latinsk alfabet): Bosna i Hercegovina, bosnisk og serbisk (kyrillisk alfabet): Боснa и Херцеговина) er et land på Balkanhalvøen omgivet af land på alle sider undtagen i sydvest, hvor landet har en smal adgang til Adriaterhavet. Grænselandene er Kroatien i nord og vest, Montenegro i sydøst og Serbien i øst. Landet var tidligere en republik i Jugoslavien. For befolkningspyramider til 2100, se under Ukraine.

Bosnien-Hercegovina:

* Føderationen af Bosnien og Hercegovina, der er domineret af bosniakker (bosniske muslimer), kroater og serbere.

Brčko (BD) i det nordlige Bosnien er en selvstændig administrativ enhed under Bosnien-Hercegovina, som hører under et kondominat under Føderationen.

I oldtiden var området en del af Illyrien. Fra år 9 e.Kr. fik romerne fast kontrol med området, og det latinske sprog vandt efterhånden udbredelse. Administrativt blev området delt mellem provinserne Dalmatien og Pannonien. I 300- og 400-tallet blev det invaderet af gotere og kort efter 600 af slavere, som gjorde hele området homogent slavisktalende. I 600–1100-tallet forsøgte Ungarn, Serbien, Kroatien og Det Byzantinske Rige at vinde herredømmet over området. Ban Kulin (1163–1204), der regerede fra 1180 til 1204, grundlagde en selvstændig, bosnisk stat og en unik bosnisk kirke af bogomilsk tilsnit. Hans styre huskes som Bosniens guldalder, og han er en fælles helt i bosniske nationale folkeeventyr. Tvrtko 1. Kotromanić (1338–1391) var en vigtig, indfødt regent af middelalderens Bosnien, der omdannede landet fra et selvstændigt fyrstendømme (banat) til et uafhængigt kongerige. Tvrtko 1 var en stor erobrer, og hans rige udviklede sig til et Storbosnien, som ved hans død i 1391 ud over det nuværende Bosnien omfattede det sydlige Dalmatien samt dele af Montenegro og Serbien.

I 1415-1878 blev Bosnien en vigtig del af det Osmanniske Rige, der gradvist havde erobret området, især på grund af dets geografiske placering. I løbet af de over 450 år tilførte Den høje Port (Osmannerrigets regering) Bosnien en del indvandrere fra andre egne af riget. I tiden efter den tyrkiske erobring konverterede en stor del af den bosniske befolkning til islam og mange af dem begyndte at have tyrkisk traditionelt tøj på; de fleste af konvertitterne havde tilhørt den bogomilske bosniske kirke. I Bosnien omfattede omvendelsen til islam større procentdele af befolkningen end tilfældet var i andre områder, som osmannerne havde erobret på Balkanhalvøen (f.eks. Bulgarien, Serbien, Epirus, Grækenland). Bosniske muslimer klarede sig godt i det Osmanniske Rige og leverede militære ledere, storvesirer og diplomater til dette. I 1800-tallet var der en del revolter mod det Osmanniske Rige som kulminerede med kort selvstændighed under Husein-kapetan Gradaščević (Dragon of Bosnia).

I kølvandet på Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878) blev Bosnien og Hercegovina i 1878 underlagt Østrig-Ungarn; selvom landet stadig formelt var en del af Det Osmanniske Rige, gav aftalen Østrig-Ungarn ret til at besætte og forvalte området som et protektorat. Allerede inden papirerne nåede at blive underskrevet i Paris, marcherede den østrig-ungarske hær ind i Bosnien og besejrede bosniakkerne (bosniske muslimer) efter en kortvarig krig. Den tredjedel af befolkningen, som var serbere, modsatte sig senere den østrig-ungarske magt på grund af forbitrelse i Serbien, hvor man havde forestillet sig, at området skulle være serbisk, når tyrkernes herredømme på Balkan endelig brød sammen.

Den serbiske misfornøjelse med den østrig-ungarske dominans var baggrunden for den serbiske student Gavrilo Princips attentat på den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, da han var på officielt besøg i Sarajevo i juni 1914. Drabet på den østrig-ungarske tronfølger og hans gravide kone udløste den diplomatiske krise, som førte til udbruddet af 1. verdenskrig. Verdenskrigen medførte Østrig-Ungarns nederlag og opløsning og til Bosniens forsvinden som administrativ enhed i en ny statsdannelse. Provinsgrænserne i det nye sydslaviske kongerige (fra 1929 Jugoslavien) blev trukket på tværs af de gamle grænser. Det nye sydslaviske kongerige kaldte sig indtil 1929 Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, og bosnierne måtte derpå selv finde ud af, om de ville betragte sig som serbere eller kroater.

Bosnien-Hercegovina blev den del af Jugoslavien under 2. verdenskrig, som led mest af krigens gru. Det var her, de kommunistisk ledede partisaner under Tito fik opbyggede deres magtbasis. I Jajce i Bosnien dannedes den 29. november 1943 grundlaget for en jugoslavisk forbundsrepublik baseret på jævnbyrdighed mellem nationerne. Under krigen erobrede den fascistiske kroatiske stat under Ante Pavelić næsten hele Bosnien-Hercegovina og indledte en udryddelseskrig mod den store serbiske befolkningsgruppe i området. Derfor udviklede 2. verdenskrig sig i Bosnien Hercegovina sig til en todelt krig, hvor der både udkæmpedes en befrielseskrig imod den udefrakommende besættelsesmagt og en borgerkrig imellem Jugoslaviens etniske og politiske grupper. Grupperne var den kroatiske ustasjabevægelse, den serbiske tjetnikbevægelse, tysk-bosniakkiske SS-divisioner (SS Handschar) og de kommunistiske partisaner ledet af Tito. Titos partisaner vandt til sidst og nød støtte af alle etniske grupper i Bosnien-Hercegovina. Bosnien-Hercegovina blev i 1945 en af de seks nye, jugoslaviske republikker, og det inden for grænserne fra før 1918 med enkelte justeringer. Der fandt hovedsagelig af statistiske grunde en registrering sted af borgernes nationale tilhørsforhold.

Først i 1971 blev betegnelsen muslimani (muslimer) brugt som officiel statistisk kategori. Indtil da måtte bosnierne selv finde ud af, om de ville betragte sig kun som serbere eller kroater. Muslimerne blev nu Bosnien-Hercegovinas største befolkningsgruppe, mens serberne var den næststørste. Den nye etniske kategori spillede dog ingen rolle, så længe det kommunistiske parti styrede Bosnien.