Kort (geografi) - Belgien (Kingdom of Belgium)

Belgiens flag

Belgien (nederlandsk: België, fransk: Belgique, tysk: Belgien), officielt Kongeriget Belgien (nederlandsk: Koninkrijk België, fransk: Royaume de Belgique, tysk: Königreich Belgien), er en suveræn stat i Vesteuropa. Det grænser op til Frankrig, Nederlandene, Tyskland, Luxembourg og Nordsøen. Belgien er et tætbefolket land. Det har et samlet areal på 30.528 kvadratkilometer (landareal 30.230) og et indbyggertal på. Belgien ligger på grænsen mellem det germanske og romanske Europa og er således hjemsted for to lingvistiske hovedgrupper: De nederlandsktalende flamlændere, som udgør omkring 59 % af befolkningen, og de fransktalende vallonere, som udgør cirka 41 %. Der findes desuden en lille gruppe tysktalende i den østlige del af landet.

De moderne stater Belgien, Nederlandene (Holland) og Luxembourg er historisk set blevet kaldt for Nederlandene. Foruden de nuværende Benelux-lande, omfattede dette område oprindeligt også mindre dele af det nordlige Frankrig og vestlige Tyskland. Regionen blev på latin kaldt Belgica, som var afledt af navnet på den romerske provins Gallia Belgica. Fra slutningen af middelalderen og frem til begyndelsen af 1600-tallet var det nuværende Belgien et blomstrende kultur- og handelscentrum. Fra det 1500-tallet frem til Den Belgiske Revolution i 1830, da Belgien løsrev sig fra Nederlandene, tjente Belgien i flere tilfælde som krigsskueplads for Europas stormagter. Landet blev derfor kendt som ”Europas slagmark”, hvilket yderligere blev forstærket under begge verdenskrige.

Føderationen Belgien er et konstitutionelt monarki bestående af tre regioner og tre såkaldte fællesskaber. Landets to største regioner er det nederlandsktalende Flandern i nord og det fransktalende Vallonien i syd. De er begge officielt etsprogede. Hovedstadsregionen Bruxelles er officielt en tosproget (fransk og nederlandsk) enklave midt i Flandern. Der findes et tysktalende fællesskab i den østlige del af Vallonien. Belgiens lingvistiske mangfoldighed og dertilhørende politiske konflikter reflekteres bl.a. i landets politiske historie og komplekse styreform.

Belgien deltog i Den Industrielle Revolution, og i løbet af 1900-tallet erhvervede den belgiske stat sig adskillige afrikanske kolonier. Anden halvdel af 1900-tallet var præget af spændinger mellem Belgiens nederlandsktalende og fransktalende indbyggere. Spændingerne skyldtes først og fremmest sproglige og kulturelle forskelle, men også ulige økonomiske forhold mellem Flandern og Vallonien. Fjendskabet mellem flamlændere og vallonere har ført til flere vidtgående reformer. Belgien gik således fra at være en samlet enhedsstat til en adskilt føderation i perioden 1970-1993. På trods af de mange reformer hersker der stadig en fjendtlig stemning imellem de to grupper, og især blandt flamlændere er der et stærkt ønske om uafhængighed. Disse konflikter førte også til, at Belgien efter parlamentsvalget i 2010 stod uden regering i 18 måneder, hvilket er en verdensrekord. Arbejdsløsheden er mere end dobbelt så høj i Vallonien som i Flandern.

Belgien er blandt de seks lande, som i sin tid grundlagde EU. Landet er hovedsæde for adskillige internationale organisationer, heriblandt Europa-Kommisionen, Ministerrådet, Europarådet, Europaparlamentet samt NATO. Belgien er også medgrundlægger af Eurozonen, NATO, OECD og WTO. Landet er medlem af Schengen og den økonomiske union Benelux. Belgien er et industrielt højindkomstland med en høj levestandard.

* Uddybende artikel: Belgiens historie

Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række folkevandringer og kulturelle påvirkninger. Som provins i Romerriget blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske riges sammenbrud tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til folkevandringstiden, hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra 1548 til 1648 førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, firsårskrigen.

Fra 1648 skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Holland. Med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, hvor protestanterne, især borgere i byerne, flygtede til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i 1713, overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under Napoleon blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år.

Efter Napoleons nederlag i 1815 blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, der indvarslede den belgiske stat. Landet fik sin første forfatning i 1831. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket Holland, anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, baseret dels på kul- og stålindustrien, dels på kolonierne i Afrika. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet.

Belgien var neutralt, men blev invaderet både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig var Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, senere EU. Begge organisationer har deres hovedkvarterer i Bruxelles.