Britiske Jomfruøer (British Virgin Islands)
De Britiske Jomfruøer udgør sammen med De Amerikanske Jomfruøer og de Spanske Jomfruøer øgruppen Jomfruøerne, der igen er en del af de Små Antiller. Territoriet består af hovedøerne Tortola, Virgin Gorda, Anegada og Jost Van Dyke samt mere end 50 småøer med et samlet landareal på 153 km² og et indbyggertal på ca. 28.000 (2010). Hovedstaden er byen Road Town på Tortola.
De første beboere på øerne var arawakker, der kom fra det sydamerikanske kontinent omkring år 100 f.Kr.. Dette folkeslag beboede øerne, indtil de i det 15. århundrede blev fordrevet af caribere, der kom fra de Små Antiller. I 1493 fandt Christoffer Columbus øerne på sin anden rejse til Amerika, og han gav øgruppen navnet "Jomfruøerne" efter Skt. Ursula, der ifølge legenderne skulle være fulgt af 11.000 jomfruer. Spanierne tog hurtigt øerne i besiddelse for at udvinde kobber.
Hollænderne etablerede sig i 1648, men øgruppen blev overtaget af Storbritannien i 1672. Englænderne indførte sukkerrør til området, hvilket snart skulle blive en central afgrøde, især da slavehandlen bragte slaver fra Afrika til øerne.
I de følgende par århundreder var der småbataljer om øerne mellem flere europæiske magter, herunder også Danmark, der endte med at få herredømmet over De dansk-vestindiske øer.
Britiske Jomfruøer har mest haft strategisk betydning for Storbritannien, der havde interesse i at være til stede i området, men plantagerne har også været en god forretning for kolonisterne. I mange år blev de ledet fra nogle af de andre kolonier i området, men øgruppen fik selvstændig kolonistatus i 1960 og blev et autonomt territorium i 1967. Omtrent på samme tid begyndte udviklingen væk fra landbrug mod henholdsvis turisme og bankvirksomhed, hvilket har gjort territoriet til et af de mest velstående i Caribien.