Nepal, (nəˈpɑːl, नेपाल; officielt indtil 15. januar 2008 Kongeriget Nepal) er et land der ligger mellem Indien i øst, vest og syd og Kina (Tibet) mod nord. Fra den 15. januar blev kong Gyanendra frataget hovedparten af sine beføjelser og premierminister Girija Prasad Koirala udpeget til officiel statsleder. Et nyvalgt parlament afskaffede monarkiet den 28. maj og erklærede Nepal for en republik. Ram Baran Yadav fra Nepali Congress er den 21. juli 2008 valgt til Nepals første præsident. Nepal råder over flere forskellige religioner men de førende er Hinduisme og Buddhisme. Mere end 80% af nepaleserne er hinduer, hvilket er en højere procentdel end indiske hinduer. Ca. 15% af befolkningen er buddhister.
Verdens højeste bjerg, Mount Everest, lokalt kendt som Sagarmatha, ligger på grænsen mellem Nepal og Kina. Landets største byer er Katmandu, Lalitpur (Patan), Pokhara, Biratnagar, Birganj, Nepalganj, Mahendranagar, Butwal, Bharatpur, Hetauda, Dharan, Janakpur og Bhaktapur. Hovedstaden Kathmandu ligger sammen med Lalitpur, Bhaktapur, Thimi og Kirtipur i Katmandudalen. Pokhara fungerer som udgangspunkt for ture i regionen omkring Annapurna, verdens 10. højeste bjerg. Ti af de 16 højeste bjerge i verden ligger i Nepal.
Den politiske situation i Nepal var gennem flere år præget af en voldelig konflikt mellem kong Gyanendra og hans regering på den ene side og Nepals kommunistiske parti (maoistisk) (maoisterne) på den anden side, mens de traditionelle demokratiske politiske partier havde lidt svært ved at finde en klar placering i konflikten.
Kong Gyanendras voldsomme og udemokratiske fremfærd svækkede hans opbakning og efter at Nepals Højesteret havde underkendt flere af hans undtagelsesforordninger styrkedes en alliance af hans modstandere. I 2006 indgik de politiske partier og maoisterne en politisk og demokratisk samarbejdsaftale, hvorefter kongen i realiteten var manøvreret ud på et sidespor. Samarbejdet resulterede i udarbejdelse af en midlertidig forfatning, der fratog kongen stort set alle beføjelser. Der blev aftalt valg til en forfatningsgivende forsamling, og valget blev efter flere udsættelser afholdt den 10. april 2008.
Valgets store sejrherre blev maoisterne og Nepals kommunistiske parti (maoistisk) manifesterede sig som landets markant største parti. Under den første samling i det nyvalgte parlament blev besluttet den 28. maj 2008 med overvældende majoritet at afskaffe monarkiet og erklære Nepal som republik. Kongen fik derefter en måned til at forlade paladset, hvilket foregik uden dramatik.
Teksten under rigsvåbnet er Nepals nationale motto, der er skrevet på Sanskrit: "Janani Janmabhumishcha Swargadapi Gariyasi". Den danske oversættelse lyder: "Vort fædreland og Moder Jord er vigtigere end det himmelske kongerige". Den 30 december 2006 fik Nepal et nyt rigsvåben, hvor alle kongelige symboler var fjernet. Det nationale motto blev opretholdholdt.