Hebraisk (sprog)
Hebraisk eller hebræisk (hebraisk עברית, ivrit) er et vest-semitisk sprog, nært beslægtet med aramæisk og arabisk. Bibelsk hebraisk er hovedsproget i Tanákh (den jødiske, hebraiske Bibel). Senere udviklingsstadier omfatter mishnaisk hebraisk og rabbinsk hebraisk.
I lang tid var hebraisk hovedsagelig et liturgisk sprog, der blev brugt i synagogen, og et litterært sprog i religiøs litteratur. Der var dog næsten ingen, der talte sproget til daglig, før Eliezer Ben-Yehuda satte sig for at genoplive det i slutningen af 1800-tallet. I hjemmet måtte hans børn ikke tale andet end hebraisk, og at lege med andre børn var strengt forbudt af frygt for at de ville glemme det, de havde lært.
Lingvist Ghil’ad Zuckermann mener, at i det moderne jødiske /israelske sprog (nyhebraisk, ivrit) “er der mange hebraiske elementer som følge af en bevidst vækkelse, men også en lang række pervasive sproglige egenskaber, der stammer fra et ubevidst overlevet modersmål, fx jiddisch."
Han mener at israelsk ikke er et genoplivet bibelhebraisk, men et nyt sprog som er hybridt semito-europæisk af karakter, fordi både semitiske og indoeuropæiske elementer indgår meget kraftigt i tilblivelsen. Han skriver, at havde det været marokkanske jøder i stedet for østeuropæiske, som havde skabt israelsk hebraisk, så var det formentlig blevet et semitisk sprog. "
Hebraisk og arabisk arabisk er Israels 2 officielle sprog. Hebraisk skrives fra højre mod venstre med det hebraiske alfabet, som ofte kaldes kvadratskrift på grund af tegnenes firkantede form.
Fra 1944 til 1980 udkom den omfattende Encyclopaedia Hebraica (האנצקלופדיה העברית) i 32 bind suppleret med flere tillægsbind.
Det hebraiske alfabet har 22 bogstaver, og anvendes til at skrive hebraisk, jiddisch og andre sprog, der primært er blevet talt/skrevet af jøder.
I lang tid var hebraisk hovedsagelig et liturgisk sprog, der blev brugt i synagogen, og et litterært sprog i religiøs litteratur. Der var dog næsten ingen, der talte sproget til daglig, før Eliezer Ben-Yehuda satte sig for at genoplive det i slutningen af 1800-tallet. I hjemmet måtte hans børn ikke tale andet end hebraisk, og at lege med andre børn var strengt forbudt af frygt for at de ville glemme det, de havde lært.
Lingvist Ghil’ad Zuckermann mener, at i det moderne jødiske /israelske sprog (nyhebraisk, ivrit) “er der mange hebraiske elementer som følge af en bevidst vækkelse, men også en lang række pervasive sproglige egenskaber, der stammer fra et ubevidst overlevet modersmål, fx jiddisch."
Han mener at israelsk ikke er et genoplivet bibelhebraisk, men et nyt sprog som er hybridt semito-europæisk af karakter, fordi både semitiske og indoeuropæiske elementer indgår meget kraftigt i tilblivelsen. Han skriver, at havde det været marokkanske jøder i stedet for østeuropæiske, som havde skabt israelsk hebraisk, så var det formentlig blevet et semitisk sprog. "
Hebraisk og arabisk arabisk er Israels 2 officielle sprog. Hebraisk skrives fra højre mod venstre med det hebraiske alfabet, som ofte kaldes kvadratskrift på grund af tegnenes firkantede form.
Fra 1944 til 1980 udkom den omfattende Encyclopaedia Hebraica (האנצקלופדיה העברית) i 32 bind suppleret med flere tillægsbind.
Det hebraiske alfabet har 22 bogstaver, og anvendes til at skrive hebraisk, jiddisch og andre sprog, der primært er blevet talt/skrevet af jøder.
Land
-
Israel
Israel (hebraisk:, ; إسرائيل, ), officielt Staten Israel (hebraisk: , ; دَوْلَةْ إِسْرَائِيل, ), er et land i Mellemøsten beliggende i den sydøstlige ende af Middelhavet. Landet grænser op til Libanon mod nord, til Syrien og Jordan mod øst og til Egypten mod sydvest og består af et geografisk varieret landskab inden for det relativt begrænsede landområde. Vestbredden og Gazastriben er tilstødende områder, som siden Seksdageskrigen i 1967 har været omstridte områder. Med et indbyggertal på omkring 9,4 millioner, hvor hovedparten er jøder, er Israel den eneste stat i verden med en jødisk majoritet. Som en kulturel og religiøs smeltegryde er det også et hjemsted for arabiske muslimer, arabiske kristne, drusere, samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter. Jerusalem er officielt landets hovedstad, hvor både landets parlament og regering har hjemsæde. Ligesom tilfældet er med eksempelvis landområder på Vestbredden, er Jerusalems status også omstridt. Således har både israelere og palæstinensere fremsat uforendelige territorielle krav hvad angår Jerusalem. International konsensus virker dog til at indikere, at Jerusalems status endnu ikke er besluttet.
I forbindelse med Det Osmanniske Riges opløsning efter Første Verdenskrig, blev det – af Folkeforbundet – besluttet at etablere Palæstinamandatet i 1922. Dette bestemte, at Storbritannien skulle administrere området foreløbigt med henblik på bl.a. at etablere et "nationalt hjem for det jødiske folk" på sigt. Den efterfølgende periode, under mellemkrigstiden, var karakteriseret af uroligheder, som var forårsaget af spændinger mellem den arabiske og jødiske del af befolkning. Storbritannien agtede, efter anden verdenskrigs afslutning, at afslutte Palæstinamandatet. En afstemning i De Forenede Nationers generalforsamling i 1947 – den såkaldte delingsplanen for Palæstina (resolution 181) – havde her til formål at finde en løsning på uenighederne og stridighederne mellem den arabiske og jødiske del af befolkning i området. Delingsplanen foreslog, at Jerusalem skulle være et "corpus separatum", under international overvågning. Derudover forslog delingsplan en konkret opdeling af landområderne i det daværende Palæstinamandat, hvilket ville have resulteret i skabelsen af såvel en arabisk som en jødisk stat. Selvom delingsplanen blev vedtaget af FN's generalforsamling, var den ikke juridisk bindende, og da Den Arabiske Liga prompte afviste planen blev delingsplanen aldrig til virkelighed. Jøderne, under ledelse af David Ben-Gurion, erklærede efterfølgende, at de havde til hensigt at etablere staten Israel og formulerede i denne forbindelse den israelske uafhængighedserklæring, hvori Israel d. 14. maj 1948 erklærede sin uafhængighed. Uafhængighedserklæringen gjorde dog ikke rede for den nye stats grænser. De arabiske lande indledte en krig, den såkaldte arabisk-israelske krig 1948, blot dagen efter den nye israelske stat havde udråbt sin uafhængighed.