Nynorsk
Nynorsk (før 1929 kaldet landsmål) er siden 1885 en af to ligestillede former for norsk skriftsprog; den anden er bokmål. Nynorsk er udviklet af forfatteren og sprogforskeren Ivar Aasen i 1800-tallet med det formål at forene norske dialekter i et fælles sprog. Siden 1980 har minimum 25% af al offentlig information skullet udarbejdes på nynorsk.
Norsk retskrivning havde indtil august 2012 to niveauer: "hovedformer", som skulle bruges i lærebøger og af det offentlige (læreboknormalen), og "sideformer", som var tilladte i elevarbejde og officielt regnedes som korrekte. I den tiårige grundskole fastsattes det skriftlige oplæringssprog ("hovedmål") blandt de stemmeberettigede i skolekredsen. På ungdomsuddannelserne var det derimod eleven selv, der afgjorde, om nynorsk skulle være "hovedmål" eller kun "sidemål" (da med bokmål som "hovedmål").
Udbredelsen af nynorsk i skolen toppede i skoleåret 1943-44, hvor ca 34% af grundskole-eleverne havde nynorsk som hovedmål. I skoleåret 2009-10 var tallet sunket til 13,0% af eleverne. I Sogn og Fjordane amt var andelen godt nok 96,36%; men i andre amter, som f.eks Østfold, var andelen 0. Frafaldet efter skolegang er tydeligt: Ca 15% af grundskoleeleverne i amtet Telemark har nynorsk som hovedmål, men kun 2,2% af amtets militære rekrutter.
I 1995 stillede Norsk Gallup spørgsmål, om folk anvendte nynorsk eller bokmål som skriftsprog i privat sammenhæng. Ca 87% svarede, at de anvendte bokmål/riksmål, 7,4% nynorsk og 5% begge dele. Fem år senere blev undersøgelsen gentaget, med de samme tal som resultat.
NRK har opfattet det, som om Stortinget ønsker 25% af udsendelserne skal være på nynorsk. Det mål er aldrig nået. Godt nok taler folk dialekt i medierne, men det kan ikke kaldes nynorsk standard-talesprog.
Der eksisterer ikke noget sted, hvor beboerne vokser op med nynorsk som talesprog. De landsdele, hvor nynorsk er hovedmål i skolen, er netop der, hvor dialekterne står stærkest. Målfolkets slagord er derfor i dag: "Tal dialekt, skriv nynorsk!" Nynorsk er et skriftsprog, ikke et talesprog. Ivar Aasens landsmål var ikke forankret i nogen talt dialekt; tværtimod var landsmål en syntese af dialekterne, og af den skulle der vokse et talesprog frem. Dette mål har de fleste nynorsktilhængere opgivet i dag. Men ideen om at nynorsk skal udvikle sig til et fælles talesprog benævnt høgnorsk forsvares stadig af Ivar Aasen-sambandet.
Den første systematiske granskning af nynorsk sprog blev udført af Ivar Aasen, grundlægger af norsk sprogvidenskab. I 1840-erne rejste han rundt i Norge og studerede landets dialekter. I 1848 udgav han Det norske Folkesprogs Grammatik, og i 1850 kom Ordbog over det norske Folkesprog. Den første skitse til en norm kom i 1853 med Prøver af Landsmaalet i Norge. Aasen fuldførte landsmålsnormalen med publiceringen af Norsk Grammatik i 1864 og Norsk Ordbog i 1873.
Aasens arbejde byggede på den antagelse, at dialekterne havde en fælles struktur, som gjorde dem til ét sprog og skilte dem fra dansk og svensk. Det centrale for Aasen blev derfor at finde frem til og påvise den strukturelle lighed mellem dialekterne. Alt hans målarbejde var baseret på dette syn, og det er klart og principielt formuleret i de første linjer i indledningen til Norsk Grammatik:
"Det Tungemaal, som tilhører den norske Almue, har meget tilfælles med det svenske og dernæst ogsaa med det danske, men adskiller sig fra dem begge ved et Forraad af særegne Ord og Former, og har i det Hele saa meget eiendommeligt i Formen, at det ikke kan falde sammen med noget af disse Nabosprog, men maa nødvendig tænkes opstillet ved Siden af dem som en selvstændig Sprogform. I selve Grundlaget falder det nærmere sammen med den islandske Sprogform, som egentlig ogsaa er udgaaen fra Norge; men alligevel har dog den norske Form udviklet sig anderledes end den islandske, saa at ogsaa disse nu ere noget ulige."
Den sprogvidenskabelige følge af teorien var, at Aasen så det som sin opgave at abstrahere enheden i mangfoldigheden af dialekter. Derfor behøvede han et grundlæggende kriterium i vurderingen af de mange forskelluge former, og dette fandt han i begrebet «den fuldkomneste Form», som blev et af de mest centrale begreber i hans sprogteori. I 1846 definerede han begrebet sådan: «Som fuldkomneste Form ansees den, der stemmer mest overeens med de beslægtede Ord, med andre Ord af samme Slags, og med Formerne i det gamle Sprog. Saaledes er f. Ex djup fuldkomnere end jup, Morgon fuldkomnere end Morgaa, Moron og Maaro, etla fuldkomnere end esle og elsje.» Ingen enkelt dialekt havde alle de fuldkomne former: «Overalt tjener den ene Dialekt til at oplyse den anden; den fuldkomneste Form findes snart i Agershuus, snart i Bergens, snart i Kristiansands Stift».
